Om Karen

Politik er bedre end sit rygte. For det handler om mennesker. Om at løse konkrete problemer og gøre dagligdagen bedre for danskerne. Derfor gør jeg mig umage med at forstå og respektere dem, jeg er uenige med. De bedste – og i øvrigt fleste - løsninger finder vi jo også ofte hen over midten. Ikke i konflikten. Men ofte ved lange, grundige og ja – til tider besværlige forhandlingsforløb. Præcis som vi løser problemer i hverdagen på arbejdspladsen, i skolen, børnehaven og i fritidsklubben. Vi taler om tingene med respekt for hinanden, og er villige til at bevæge os.

Sagt halvt i sjov og halvt i alvor, så brugte jeg de første 36 år af mit liv på at undgå politik. Jeg har lavet masser af andre ting, der var spændende – og som var noget helt andet end Christiansborg og politik. Jeg har nydt at bestride spændende stillinger i erhvervslivet, er uddannet folkeskolelærer, så har derfor også vigtige erfaringer med, som offentligt ansat.

Jeg er 53 og gift med Kresten Kloch, har en datter og en søn fra første ægteskab og er bonusmor til to døtre. Bor i Lyngby-Taarbæk. 

Valgt til Folketinget første gang i 2007.  

Har været miljøminister, social- og indenrigsminister i to regeringer, minister for nordisk samarbejde i to regeringer og endelig minister for ligestilling og fiskeri.

Siden maj 2018 gruppeformand – i øvrigt den første kvindelige - for Venstre på Christiansborg. Nu Folketingets 1. næstformand og Venstres udviklingsordfører.

Jeg er opstillet for Venstre i Gentoftekredsen – og derfor kan du stemme på mig i alle de københavnske omegnskommuner. Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Rødovre, Hvidovre, Glostrup, Albertslund, Høje-Taastrup, Ballerup, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj.